Make love – not loss

Yet another blog by Kristian Stokholm

Posts Tagged ‘Radikale Venstre

Fra pisk til gulerod – Dansk fisk er så god

leave a comment »

Den 10. september 2011 er det Fiskens Dag. Fiske produktion er en af Danmarks styrker: Både fiskefangst og fiskeavl. Lad os styrke den bæredygtige fiskeproduktion.

Indlægget er skrevet af Kristian Stokholm, Folketingskandidat Radikale Venstre, Storkreds Sjælland

Som alle erhvervsdrivende, vil danske fiskeavlere have

  • Større produktion
  • bedre konkurrenceevne og
  • samtidig et bedre vandmiljø.

Myndighederne bør derfor gå fra et system med straf, kontrol og bureaukratisk bøvl til et system, hvor en god indsats for miljøet bliver belønnet med mulighed for en større produktion.

Ifølge interesseorganisationen Dansk Akvakultur omsætter akvakultur i dag for en mia. kr. om året. Men der er plads i markedet til en udvidelse til tre mia. kr. årligt ‐ til gavn både for økonomi og for beskæftigelse ikke mindst i de såkaldt ”yderområder”, hvor de fleste dambrug ligger. (Udtrykket “Akvakultur” som dækker her over opdræt af fisk og skaldyr både i dambrug og havbrug).

Akvakultur er verdens hurtigst voksende fødevareerhverv med vækstrater på op mod 10 % over de seneste to årtier – blot ikke i Danmark. Produktionen i akvakultursektoren udgjorde 13 pct. af verdens
produktion af spisefisk i 1990. I dag er den oppe på ca. 50 pct.

Danmark bør komme af med regulering ved kommando‐kontrol, foderkvoter og detaljerede forskrifter for anvendelse af den bedst mulige teknologi. I stedet skal erhvervet fremover primært reguleres med udgangspunkt i miljømål, udlederkrav og kvælstofkvoter.

Dansk akvakultur står i dag for en marginal andel af det totale tab af kvælstof til miljøet.
Men for at det ikke skal gå ud over miljøet, udestår der en fordelingspolitisk diskussion om kvælstof.

Desuden kan fiskeavlerne selv yde et bidrag ved på land at rense bedre og ved på havet at indføre fangkulturer som muslinger og tang. Det er fødevareproduktioner, der overvejende er gavnlig for miljøet, da både
tang og muslinger opsamler næringsstoffer.

Kilde: Dansk Akvakultur

Fiskeproduktion er med til at dække menneskehedens proteinbehov

I 1988 arbejdede jeg med fiskeavl i Zaïre (nuværende Dem. Rep. Congo)

Reklamer

Written by Kristian Stokholm

september 9, 2011 at 11:42 am

Bonderøv laver ej lort

leave a comment »

L.A. Rings maleri “Husmandsfolk”, 1897

Indlægget er skrevet af Kristian Stokholm, Folketingskandidat Radikale Venstre, Storkreds Sjælland

I 2010 købte vi et nedlagt stats-husmandssted i Ringsebølle på Lolland. Ejendommen på lidt over  2’ooo m² anses af den brede offentlighed for at være et “parcelhus” eller “villa” ligesom huse i byen – bare beliggende på det åbne land.

Vel er den ej en “villa”!

Det er et stats-husmandssted! Ej mere, ej mindre – solid dansk kulturarv.

Gennem århundreder havde nemlig godsejerstanden – en kombination af dansk og tysk feudaladel – styret livets gang for landfolket. Vi taler om undertrykkelse og udnyttelse – medens byboerne havde langt flere friheder.

Landfolket bliver manipuleret til at gå magthaverne til hånde med at udrydde den vendiske befolkning og forfølge religiøse og politiske grupper.

Landproletariatet har gennem Danmarkshistorien flere gange forsøgt, at rejse sig mod undertrykkerne. Forgæves.

Stavnsbåndet, som bandt mennesker mellem 4- og 40-års alderen til et gods, var intet andet en slaveri. Det var ikke før år 1800, at stavnsbåndet var helt ophævet. Men stadigt skulle der gå over 100 år før tyende og husmænd kunne erhverve landejendom og drive deres eget landbrug.

I begyndelsen af det 20. århundred blev stats-husmandsstederne udstykket fra godserne: Godsejerne blev kompenseret og husmændene fik et statsgaranteret lån i form af en lods landbrugsjord og et standardiseret husmandsgård. Man kunne leve af det, hvis man var nøjsom og ikke havde alt for mange børn eller skulle forsyne plejekrævende.

Fordelene er åbenlyse:

  • Statshusmændene kan altså forsyne sig selv og faldt derfor ikke samfundet til last.
  • Vil de sælge af deres overskud, er det mest fornuftige, at gøre det gennem en andels-forening.
  • Vil de opnå lidt mere ud over det basale, må de vise opfindsomhed: specialisere sig eller påtage sig andre arbejder (enten som hovederhverv eller som bibeskæftigelse).

Med andre ord: Selvforsyning, besparelser, økonomisk indbinding, iværksætteri, fleksibilitet. Alt sammen slagord fra den aktuelle politiske diskussion. Men for husmændene var det ej varm luft – det var virklighed.

Andels-foreningerne

Andelsbevægelsen fortjener at blive fremhævet.

Det zaristiske Rusland overgik fra godsejernes kløer til bolsjevikkernes tvangkollektiviseringer.  Mange års borgerkrig, massakrer og hungersnød var blandt følgerne.

I Danmark gik landboerne en helt anden vej. Vi mennesker er nu en gang individualist. Men som lille husmand må man erkende, at man ej har indflydelse. Derfor må man tilslutte sig en andelsforening. Det er en virksomhedsform, hvor andelshaverne tager beslutninger efter det demokratiske princip en mand – en stemme, mens virksomhedens overskud  bliver udbetalt til andelshaverne i forhold til deres bidrag.

Betragter man et husmandssted som enkeltmandsvirksomhed, så er den enkeltes indflydelse meget lille.  En andels-forening derimod opnår den kritiske masse som skal til, vil man forhandle priser mv. med de “store drenge” på markedet.

“Jens Vejmand” skrevet 1905 af Jeppe Aakjær tegnede et billed af landproletariatet i al sin dysterhed. Men med jordreformerne og  andelsbevægelsen overgik husmændene fra proletariat til middelklasse. Var det mon denne optimisme og gå-på-mod der inspirerede selv-samme Jeppe Aakjær til at skrive “Jeg er havren” i 1916.

Venstre og Socialdemokraterne var med til at skabe rammerne. Det Radikale Venstre havde førertrøjen på. Det gik op ad bakken for Danmark. Landbrug et var Danmarks styrkeposition.

Hvad er der sket siden?

  • Landbruget er blevet til en belastning – økonomisk og økologisk.
  • Landdistrikterne er blevet udkant og tømmes for mennesker.
  • Andelsselskaberne og bankerne er blevet alt for store – too big to fail

Hvem flytter nu til landet?

  • Hippier med en skunkdyrkende subkultur?
  • Nynazister som forbereder sig på ragnarok?
  • Fundamentalister og sekter for at dyrke deres fanatisme?
  • Folk der blev smidt ud af deres bolig i storbyerne, fordi de ikke havde råd til huslejen?
  • Alle herrens særlinge og parallelsamfund, som vil isolere sig fra os eller som vi vil være af med?

Hvad så med landbruget?

Det er i de seneste år blevet offer for politikernes og embedsværkets systemtænkning. Vi er gennem årtier blevet manipuleret med myten om “stordriftsfordele” som har fjernet os mere og mere fra kontrollen af vores eget liv – endsige magten.

Vi er blevet magtesløse.

Betonsocialismen – selv under Venstres og Konservatives styre – har fejret sit indtog. Jorden er blevet koncentreret på få hænder. Landbrugene er for det meste forgældet ud over begge øre. Det holder kun så længe jordpriserne er så skyhøje som de er lige nu.

Vi ejer intet mere.

Med de mindre landbrug forsvinder en kultur og livsform, hvor man bor, lever og arbejder samme sted. Samtidig forsvinder også det innovative landbrug, som tænker i anderledes afgrøder, dyrehold og produktionsformer, og som ellers kunne løfte både erhvervets image og økonomi.

Dalby-planen: flere bønder

Henrik Kuske Schou, bonde

Under titlen “Tilbage til fremtidens bonde” opridser Henrik Kuske Schou sin vision af det åbne lands fremtid. Det drejer sig om Dalby-planen, tit beskrevet som en “udstyknings-plan”. Selvfølgelig er den mere end kun dét. I få ord går det ud på følgende:

Mere jord på flere hænder:
→ bedre miljø
→ bedre selvforsyning
→ færre offentlige udgifter
→ bedre samfundsøkonomi
 

Som et oplæg til debatten i landsforeningen Frie Bønder – Levende Land konstruerede Henrik Kuske Schou i foråret 2009 en estimeret udstykningsplan, der viser, hvordan det negative storlandbrug kan forvandles til en livgivende mangfoldighed af levende brug på landet.

Dalby-planen beskrives i Henrik Kuske Schous egne ord:

Jeg forestillede mig et landsbyområde, som jeg kaldte Dalby, der i princippet kunne ligge hvor som helst i landet. Dalby er en af den slags landsbyer, som har huset 30 aktive landbrug i 1950’erne, men hvor al den dyrkbare jord, i alt 600 hektar, er opkøbt af én enkelt gård, som jeg kalder Bakkegården. Resten af området er beboet af nogle få ældre indbyggere, og mange huse og bygninger står efterhånden tomme.År for år bliver landsbyen og dets opland mere og mere affolket. Jeg begyndte at lege med beregninger for, hvad en udstykning af Bakkegården vil betyde for lokalområdet i og omkring Dalby, og Dalby-planen har vakt opsigt blandt politikere, landboere og miljøorganisationer.Jeg tog udgangspunkt i en urentabel svinefabrik på 600 hektar og 1.300 søer med et årligt salg af 19.000 smågrise og 18.000 slagtesvin. Bedriften er vokset massivt de seneste år, men det er gælden også, og indtjeningen er negativ. Derfor udstykkes ejendommen til 19 nye familiebrug – som er forskellige i størrelse og produktion.

Det kræver selvfølgelig en ændring i landbrugsloven, så man gør det muligt at udstykke, hvilket der i dag kun kan gives tilladelse til af fødevareministeren. Det skal ske ved at oprette en statslig jordbank, der kan opkøbe storlandbrug, og derefter udstykke dem.

De nye beboere i Dalby har alle landbrug, og i nogle tilfælde også økologi som omdrejningspunkt.

Og de har forskelligt jordtilliggende. Lige fra hesteejendommen på 10 hektar til den økologiske gård på 80 hektar med mælkeproduktion og eget gårdmejeri. For en del af brugene er der tale om tilbageførsel af jord til den ejendom, hvorfra den i sin tid blev opkøbt. På flere af ejendommene er det nødvendigt at nedrive gamle, utidssvarende bygninger og opførelse af nye. Især for at tilgodese fremtidens krav om klima, miljø og dyrevelfærd.

Vi vil rejse nye huse

Men vi vil også se helt nye brug med nye stuehuse og stald-/ladebygninger, som er opført miljømæssigt og energimæssigt korrekt. Dvs. som lavenergihuse, fremstillet af bæredygtige materialer, som passer ind i landskabet og til eksisterende og bevaringsværdige bygninger.

Det er vigtigt, at hver ejendom får et moderne, velindrettet stuehus, som er energineutralt, og et råhus (en hal), som kan indrettes efter eget ønske til stald, værksted og/eller lade med mulighed for håndværkserhverv, lager eller kontor.

Ved at kombinere landbruget med muligheden for at tjene penge ved siden af og /eller forædle produkterne og sælge direkte til forbrugeren, skabes der et grundlag for en bedre økonomi i det enkelte landbrug.

Samtidig skal der være mulighed for etablere hjemmearbejdspladser, så pendling minimeres mest muligt.

Men landbruget vil også give flere arbejdspladser omkring forarbejdning, transport og salg af landbrugsprodukter.

Og kundegrundlaget for at have en maskinhandler, en foderstofforretning og en dagligvarebutik i lokalområdet er igen tilstede.

Samlet set betyder det, at der kommer flere skattekroner i Dalbys kommunekasse end tidligere. Og med flere skattekroner i hånden, kan både skole, børnehave og plejehjem bevares.

Selvforsynende med energi

De nye landbrug skal være selvforsynende med vedvarende energi, herunder bioethanol, rapsolie, solenergi og vindmøller. Husdyrene i Dalby lever i stalde med dybstrøelse og har adgang til græsning.

Almindelig staldgødning vil være den vigtigste næringsstofkilde til markerne, da den skaber mere humus og bedre kulstofbalance i jorden. Herved er den vigtige sammenhæng mellem mark og husdyrhold genskabt.

Det kræver selvfølgelig at de nye landboere får undervisning og vejledning i at drive et landbrug.

Men den nuværende landbrugsuddannelse dur ikke til de nye landbrugere. Den er meget ensporet.

Større mangfoldighed i afgrøder og husdyr

I fremtidens Dalby forventes der en større alsidighed og mangfoldighed i afgrødevalget alene af den grund, at området nu vil blive beboet af flere mennesker, og at de alle har forskellige baggrunde og individuelle ønsker til deres familiebrug. Vi vil se mere græs til afgræsning og høslæt, flere marker med frugttræer og grøntsager og mindre korn. Sammen med etablering af læhegn, små søer og reetablering af en eng, skabes der bedre vilkår for både flora og fauna, og vi vil se en større og bedre biodiversitet vokse frem.

Husdyrene er vigtige for Dalby. Dels leverer de kød, mælk og æg både som selvforsyning og til salg, dels giver de gødning til markerne. Men samtidig er dyrene også vigtige for socialiseringen af både børn og voksne.

Konklusion

Dalby-modellen rummer store muligheder for et nyt og anderledes landbrug, som kan fastholde og udbygge den lokale produktion, og skabe større bosætning og dermed et bedre skattegrundlag i de tyndt befolkede egne af Danmark. Den vil være et godt virkemiddel mod affolkningen i de store dele af landet, der meget upoetisk kaldes »den rådne banan«, dvs. Nordjylland, den jyske vestkyst, Sønderjylland og Lolland Falster.

Dalby-modellen giver en mere varieret natur og en større biodiversitet end det nuværende landbrug, og det er til glæde for hele samfundet. Men for at planen kan føres ud i livet, kræves der både mod og nytænkning blandt politikerne. Både landbrugsloven, planloven og skatteloven skal laves om.

Landbrugsloven skal muliggøre udstykninger. Som det er nu, sidder fødevareministeren med nøglen, der kan åbne op for udstykningerne. Ifølge landbrugsloven er hun den eneste, der kan tillade udstykninger.

Derfor kræver det både en ny regering og en ny lovgivning inden de første landbrug kan udstykkes.

  • Planloven skal tillade, at man (i begrænset omfang) bygger i det åbne land, for ikke alle steder kan man nøjes med at erstatte gamle bygninger, når der udstykkes.
  • Skattemyndighederne skal acceptere, at familiebrug hviler i sig selv og ikke nødvendigvis giver overskud. I stedet skal man se på familiebrugenes samlede indkomst. På familiebrug er skattegrundlaget ofte væsentligt større per hektar end på større gårde, fordi der som regel er indtægter udefra.

Politikerne skal altså tænke i helheder og ikke kun specifikt på enkeltsager. Tør de det (og det gør flere allerede) i stedet for frygtsomt at satse på en fortsættelse af 40 års fejlslagen strukturudvikling, ja så får vi chancen for et stærkt og sundt landbrug, som vil være til gavn for hele landet. Og for fremtiden.

Læs også:

Tjek også:

Landdistriktsprogrammet

 Landdistriktsprogrammet

Danmark og EU investerer i udvikling af landdistrikter frem til 2013. Landdistriktsprogrammet skal give befolkningen gode muligheder for at leve i og af landdistrikterne. Det skal ske ved at arbejde målrettet med at skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne, hjælpe erhvervsudviklingen i gang i fødevarebranchen, så fødevaresektoren klarer de udfordringer, som globaliseringen giver.

Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred

4H: Børne- og ungdomsklubber på landet

Formålet med 4H er at skabe selvstændige, nysgerrige, ansvarlige og engagerede børn og unge ved praktiske og kreative aktiviteter i forbindelse med natur, dyr, jord og mad. 4H tilbyder aktive og udviklende fritidsaktiviteter, der giver børn og unge mangfoldige kompetencer

Frie Bønder - Levende Land

Frie Bønder – Levende Land

blev dannet i 2003 som en protest mod fusionen mellem Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug (tidligere Husmandsforeningerne) i 2002, hvor man frygtede et tab af de lille landbrugs talerør. Foreningens medlemmer er både fritids-, deltids- og fuldtidslandmænd med mindre produktioner  typisk under 100 hektar og 125 dyre-enheder.

 

Written by Kristian Stokholm

september 9, 2011 at 9:37 am

FINANSKRISER KAN FORUDSES – læs økonomiske prognoser

leave a comment »

Boye J. Haure, nationaløkonom, cand. polit, exam psych., kronisk radikal

Boye J. Haure skriver

Finanskrisen med efterfølgende økonomisk og beskæftigelseskrise brød ud, da Lehmann Brothers på Wall Street kollapsede den 15. sept. 2008. Verden stod overfor det største dyk i aktiekurser, ejendomspriser m.m. siden 1929. Det blev forudset.

Jeg skrev en kronik i Politiken 14 dage før kollapset. Den blev trykt samme dag, som det skete. Titlen er “Økonomi og præsidentvalg”. Det er en massiv kritik af Bush-junior-regeringens økonomiske politik. Teksten handler om sammenbrud på baggrund af “syv dødsynder”, der spreder sig fra USA til resten af verden: Den amerikanske statsgæld, udlandsgæld, dollarsvaghed, olieafhængighed, subprimelån (overbelåning af huse m.m.), ulandsfødevarekrise og nyprotektionisme.

Der har været optræk længe. 22.05.2002 skrev jeg en kronik i Erhvervsbladet: “US-Dollaren kæmper en dødskamp”, og den 21.02.2003 en kronik i Kristeligt Dagblad: “Hvor stærk er USA?”, m. fl. indlæg.

Problemerne hobede sig op, og i løbet af 2008 blev det alvor. Korthuset faldt sammen.Det er sjældent populært at komme med den slags advarsler.

Flere nationaløkonomer er forudseende:

  • Roubini advarede i 2006 IMF om udvikling af en større økonomisk krise om et par år
  • Becerra blev i 2008 kendt for udsagnet “nu slutter festen” – meget præcist
  • Faber påpegede i 2007 gælds- og husprisboblen i USA
  • Krugman advarede i 2005 mod, at USA akkumulerede ekstreme underskud. Men politikerne lyttede ikke.

Tit står man overfor opskruede forventninger om yderligere overophedning før en nedkøling.

Det nationaløkonomiske fag møder en gang imellem lidt kritik. Teoretiske økonomer udøver konstruktiv kritik af eget fag. Det skyldes, at der findes forskellige fagskoler*, at nogle forsker i fortiden (f.eks. Jesper Jespersen), og at nogle varetager specifikke fordelings- og ideologiske interesser (f.eks. CEPOS), samt at nogle er kyniske spekulanter (f.eks. bankøkonomerne).

Men forudset blev det. Det er et faktum. Flittige autodidakte kan – trods manglende eksaminer – indimellem også være med.

Det gælder om politisk, at man gennemskuer prognoserne, for de ligger der – gemt i omfattende tekster og tal-materiale.

Vores MF-ere og potentielle økonomiske ministre bør lytte til økonomer (og deres egen faglighed). Det øger chancerne for, at Danmark slipper igennem bølgegangene i økonomien, og at vores parti fastholder en høj troværdighed.
Finanskriser er forudsigelige, og vi kan lære af historien. Men hvor er den menneskelige hukommelse dog hos nogle kort og grådigheden vidtrækkende. Stater skal dæmme op for disse mekanismer, således at markedsmekanismerne ikke ender i den rene “junglelov”.

*) med udgangspunkt i Quesnay, Adam Smith, David Ricardo, Malthus, Karl Marx, Marshall, Wallras, Pigou, Pareto, John Maynard Keynes, John Forbes Nash, Milton Friedman, m.fl.

Written by Kristian Stokholm

september 5, 2011 at 9:33 am

Radikale har ikke uld i mund

leave a comment »

Karen Lumholt, folketingskandidat Radikale Venstre

Karen Lumholt (Københavns Storkreds) skriver:

Trine Mach (SF) bidrager desværre til en usaglig debat, når hun beskylder de radikale for “uld i mund”. Hun ved nemlig udmærket godt, at vores “uld” skyldes nogle veldokumenterede, men mere nuancerede synspunkter, som kan være svære at forklare på de 15 sekunder, man normalt får til rådighed.

Radikale spiller ikke med lukkede kort – vi er bare lidt komplekse i vores argumentationsform, indrømmet. Og det kan være uheldigt i en valgkamp.

De radikales syn på betalingsring er ganske klar, hvis man har lidt mere end 15 sekunder:

  1. Vi går ind for betalingsring, fordi det er den bedste løsning her og nu på at nedbringe biltrafikken, som truer børns sundhed, skaber dyr tidsspilde for erhvervslivet og alt for meget CO2.
  2. Vi anerkender at roadpricing er en mere retfærdig løsning på sigt, som skal udvikles sideløbende.
  3. Vi har set på erfaringerne fra Stockholm og London, hvor modstanden mod en betalingsring var stor. Ca. to år efter dens indførelse, var over halvdelen – også bilisterne – FOR. Vi har derfor nævnt folkeafstemning som en mulighed for at give befolkningen lov at evaluere betalingsringen efter fx to år. Det vil gøre det meget lettere for københavnerne at acceptere den. Vi er ret sikre på, at befolkningen i København vil være lige så glade for en mere fremkommelig by med mindre forurening efter to år, præcis som de var i Stockholm og London.

Som københavnsk kandidat bosat i Valby bakker jeg helt klart op om forslaget fra SF og S om at betalingsringen i Valby skal starte ved kommunegrænsen. Valby skal ikke dels af Ring 2. Valby er en sammenhængende by med 46.000 borgere, der skal frem og tilbage over Vigerslevvej og Folehaven mange gange i løbet af dagen.

Så altså: Fuld opbakning om betalingsringen herfra! men lad os samtidig med at vi indfører den kigge efter endnu mere optimale løsninger.

Written by Kristian Stokholm

september 5, 2011 at 2:54 am